Hjem
”Vi, der har været med længe, bliver nemt indforståede. Det kan gøre det svært at bringe de nye bestyrelsesmedlemmers perspektiver i spil på de ordinære bestyrelsesmøder. Derfor syntes jeg, at vi havde behov for et bestyrelsesseminar til en bredere og sammenhængende snak om vores visioner og strategi. Her fik vi med oplæg fra bl.a. de nye eksterne bestyrelsesmedlemmer koblet historik med nye input til en fælles ny indsigt, f.eks. at Middelfart Gymnasium & HF kan og skal spille en langt mere aktiv rolle i Middelfart og lokalområdet”. Bestyrelsesformand Annette Schmidt, Middelfart Gymnasium & HF.

Bestyrelsesseminar skaber platform til handling på Middelfart Gymnasium & HF

Middelfart Gymnasium & HF er en veldrevet skole. Elevtallet har været voksende, skolen har præsteret gode læringsresultater, og den har en sund økonomi. Men nye uddannelsessøgemønstre, en ny uddannelsespolitisk dagsorden og omprioriteringsbidrag betyder, at skolens bestyrelse har behov for at løfte blikket. Derfor besluttede bestyrelsen at sætte hinanden stævne på et todages bestyrelsesseminar på Hindsgavl Slot for at skabe et fælles grundlag til offensivt at kunne møde de nye udfordringer. Seminaret var planlagt, forberedt og gennemført af Pluss i tæt dialog med rektor og bestyrelsesformand

Middelfart Gymnasium & HF har 630 elever og 100 medarbejdere – en af områdets største akademiske arbejdspladser. Skolen har en aktiv ni medlemmers stor bestyrelse med repræsentanter fra det lokale erhvervsliv, Middelfart Kommune, videregående uddannelsesinstitutioner samt medarbejdere og elever fra gymnasiet. Bestyrelsen har hidtil fokuseret sin indsats om overgangen til selveje samt lagt strategier for og fulgt op på beslutninger om udvikling af gymnasiet, f.eks. om bygningsudvidelser.

Fælles platform til udvikling af det moderne gymnasium

Det helt store spørgsmål om, hvad det vil sige at være et moderne gymnasium inden for de fremtidige økonomiske vilkår, aktualiserede behovet for, at bestyrelsen fik etableret en fælles platform, da bestyrelsesmedlemmernes afsæt er meget forskellige: Nogle medlemmer har været med i mange år, mens andre er helt nye; nogle kommer fra uddannelsesverdenen og andre fra erhvervslivet og politik. Skal deres mange kompetencer og indsigter til fulde kunne sættes i spil til at udvikle det moderne Middelfart Gymnasium, kræver det en fælles platform.

På vores bestyrelsesseminar fik vi input, som vi gennem drøftelser omformede til et sammenhængende billede af omgivelsernes krav til os de kommende år. Med valget af Pluss som seminarfacilitator blev vi udfordret på vores egne observationer, fik perspektiveret vores drøftelser, og fik dem gjort konkrete ift. gymnasiets fremtid. Det har givet os en sammentømret bestyrelse med en fælles platform, hvor alles kompetencer kan komme i spil til vores udvikling,” siger rektor Christian Alnor, Middelfart Gymnasium & HF.

Metode og proces

Bestyrelsesseminaret var designet til at komme hele vejen rundt om gymnasiets udfordringer og muligheder med tid og rum til, at alle kunne bidrage til at drøfte perspektiverne i relation til Middelfart Gymnasium & HF med henblik på at ”trykprøve” gymnasiets grundfortælling og strategi (2015-18).

Seminaret indeholdt:

  • En introduktion med et rids af historien og gymnasiets strategiske udfordringer med afsæt i den aktuelle strategi og modellen nedenfor satte rammerne for seminaret
  • Oplæg fra eksterne bestyrelsesmedlemmer og formanden for Middelfart Kommunes skoleudvalg med omverdenssyn og udviklingspotentialer gav perspektiver til seminaret
  • Tematiserede gruppearbejder i kombination med debatter, opsamling mm. i plenum.

For at fastholde seminarets metoder, processer og resultater er det hele skriftligt og visuelt dokumenteret i en rapport.

Præsentation af udfordringer og muligheder fra omverdenen giver indsigt

I den store 360 graders gennemgang af Middelfart Gymnasium gav oplæggene fra eksterne bestyrelsesmedlemmer et værdifuldt indblik i omverdenens syn på skolen og dens udviklingspotentialer, og samtidig tydeliggjorde oplæggene de ressourcer, indsigter, netværk mv., som bestyrelsesmedlemmerne kan bidrage med til at udvikle Middelfart Gymnasium. Dermed blev oplæggende et vigtigt element i at skabe den fælles platform.

”Trykprøvning” af grundfortællingen og strategien

På seminarets gruppearbejder og plenumopsamlinger trykprøvede bestyrelsen strategien og grundfortællingen i det nye lys, som 360 graders eftersynet gav. Trykprøvningen viste, at skolen er på rette vej, men at den fremover bl.a. skal åbne sig mere op og spille med i lokalområdets udvikling. I bestyrelsens drøftelser blev der skabt en forståelse for, at den fremover skal arbejde mere systematisk med strategi og især med den løbende eksekvering og opfølgning. Drøftelserne gav også bestyrelsen en fælles erkendelse af, at der er behov for at kunne kigge endnu længere frem end til 2018, og gav dermed anledning til overvejelser om en langsigtet 2025 plan. Det er nu, der skal investeres i fremtiden.

Den sammentømrede bestyrelse med fast grund under fødderne

Bestyrelsesmedlemmernes drøftelser gav dem mulighed for at opleve hinanden som personer og få kendskab til hinandens kompetencer. Og da de samtidig kom i dybden med, hvad Middelfart Gymnasium & HF er, og fik ’trykprøvet’ strategien og grundfortællingen i forhold til de fremtidige udfordringer og muligheder, ja så blev resultatet en stærkere sammentømret bestyrelse med en fælles indsigt til at kunne udvikle det moderne Middelfart Gymnasium.