Hjem

Øget beskæftigelsesfaglighed kan redde kommunernes økonomi

Fra juli 2019 vil de meget omfattende økonomireformer på beskæftigelsesområdet være fuldt indfasede. Nu er det for alvor tydeligt, at de enkelte kommuner kan stå til at miste eller beholde en større del af deres nettoøkonomi alt efter deres evne til at få ledige borgere i selvforsørgelse. Særligt langtidsledighed kan blive en budgetmæssig møllesten om halsen på kommuner, der ikke stiller endnu mere skarpt på deres reelle evne til at arbejde beskæftigelsesfagligt.

Som følge af en række reformer og en mere direkte statslig og kommunal økonomistyring af området, er beskæftigelsesområdet på vej til at rykke op på øverste opmærksomhedshylde set fra borgmestre, byråd og de kommunale topchefers side.

Alle kommuner står nu til at miste eller beholde en større del af nettoøkonomien alt efter deres evne til at få flere ledige i beskæftigelse. Kombineret med den forenklingsreform, der vil afregulere, hvad alle kommuner skal leve op til på beskæftigelsesområdet, gør, at den samlede kommunale økonomi kommer i hidtil uset spil afhængig af indsatsens effektivitet. Området vil derfor fremover være afgørende for, om der må gennemtvinges sparerunder på andre borgernære områder. Samtidig vil en stadigt mere gennemsigtig statslig benchmarking af kommunernes resultatevne sætte yderligere blus under de kommuner, der måtte underpræstere.

Det tvinger endegyldigt alle kommuner til langt mere grundigt end hidtil at overveje og gennemlyse, om man nu i fuld grad evner at arbejde beskæftigelsesfagligt på alle områder og blandt alle medarbejdergrupper. Ved igangsættelsen af jobcentermodellerne i 2007-2010 var der ikke voldsomt fokus på det spørgsmål. Man havde nok at gøre med at få fusionerne og driften på plads. Så alle steder kom de hidtidige meget forskellige fagligheder – f.eks. socialfagligheder og relationsfagligheder – uden videre med over i den nye fælles ramme. Og det ser man stadig aftryk af i jobcentrene.

Herefter tog de store reformer på beskæftigelsesområdet fra 2012 og frem en stor del af opmærksomheden. Reformerne ændrede organisering og processer i jobcentrenes daglige drift og skabte travlhed grundet et nødvendigt og konstant fokus på reformernes implementering. Igen måtte et fuldt systematisk arbejde med et fælles løft i det beskæftigelsesfaglige DNA sættes i delvis venteposition.

Siden er ledigheden faldet i stort set alle dele af landet. Gunstige konjunkturer har givet efterspørgsel på arbejdskraft, og der er på mange områder ved at være tomt på hylderne i jobcenteret. Trods det, at de seneste års opsving også har åbnet døre for borgere på kanten af arbejdsmarkedet, er der stadigt meget at gøre på det felt. Der er i dag markante forskelle på, hvor dygtige jobcentrene er blevet til at hjælpe udsatte borgere i selvforsørgelse. Vi kan se, at det i særlig grad handler om, hvorvidt alle medarbejdere evner og fokuserer på at arbejde beskæftigelsesfagligt. En del kommuner har brugt mange ressourcer på at forberede borgere til arbejdsmarkedet og hele forberedelses- og klargørinstanken har kostet dyrt i form af dyre indsatser og lange sagsforløb.

Jobcentrenes performance kommer derfor til at spille en stor rolle i det spil, der handler om den enkelte kommunes afgørende økonomi og råderum. De dygtigste kommuner kan blive vindere ved at fortsætte med at hjælpe ledige borgere og arbejdsgivere med at få gavn af hinanden, hvorimod resten af kommunerne har en helt afgørende opgave at løfte foran sig.