Projekbeskrivelse

Velkommen til Kristine

Det er med stor begejstring, at vi kan byde velkommen til Kristine Als Velling, som ny chefkonsulent i Pluss. Kristine bliver en del af evalueringsholdet primært med opgaver inden for unge og uddannelse.

Kristine bliver fra den 3. maj 2021 en del af evalueringsholdet, som løber rigtig stærkt for tiden. Det bliver primært området for unge og uddannelse, hun kommer til at arbejde med, men som hun selv siger, så er hun frisk på at lære nye områder at kende.

Kristine har været konsulent i over ti år og har arbejdet med en bred palette af opgaver inden for evaluering, projektledelse og læring.

Hos Danmarks Evalueringsinstitut har hun lavet evalueringer på uddannelsesområdet med særlig vægt på den metodiske og den anvendelsesorienterede dimension i evaluering.  Hun har blandt andet arbejdet med at formidle metodiske problemstillinger i et simpelt sprog og med at finde ud af, hvad der egentlig skal til for, at en evaluering kan anvendes i praksis.

Senere har hun arbejdet som konsulent på Københavns Professionshøjskole, hvor hun var projektleder for store kompetenceudviklingsforløb på skoleområdet og lavede evalueringer af behov for kompetenceudvikling. Derudover var hun med til at igangsætte et nationalt initiativ på fritids- og klubområdet.

Inden hun kom til Pluss arbejdede hun i konsulentvirksomheden Implement. Her var Kristines fokus på projektledelse, facilitering og læring, og hun underviste blandt andet i forandrings- og projektledelse og bidrog til at udvikle og implementere projektmodeller. Kristine arbejdede desuden med udviklingsorienteret og strategisk evaluering.

Som du nok kan fornemme, så er Kristine skarp til lidt af hvert.

Kristine er i høj grad motiveret af at facilitere læreprocesser og hjælpe med at implementere forandringer. Denne begejstring for at skabe læring og udvikling er også én af grundene til, at hun valgte at sige ja til at blive en del af vores evalueringsteam.

I arbejdet med evaluering vil Kristine gerne være En Kritisk Ven, som vi er det i Pluss. Frem for at overvære projekter for at skrive en rapport om indsatsen til slut, vil hun være en del af projektet med en intention om, at det lykkedes. Hun vil vejlede og evaluere løbende, så indsatsen justeres, mens den kører frem for blot at skrive en slutevaluering.

Kristine glæder sig til at bidrage med en kombination af bred erfaring inden for evaluering med en stor viden om læring og at implementere ny viden i praksis. Derudover har hun bred erfaring inden for uddannelse, ungeområdet og læring. Særligt spændingsfeltet mellem unge, beskæftigelse og uddannelse optager hende meget. Som hun selv siger, så bliver hun ked af det, når hun ser unge fulde af håb, som desværre ikke lykkedes.

Tre hurtige om Kristine:

  1. Hun har altid en god quiz i baghånden
  2. Hun har måske de grønneste fingre i byen og kan få det meste til at gro
  3. Hun elsker fantasy-litteratur og har netop afsluttet Game of Thrones bøgerne

Med en garvet konsulentblæksprutte og fantasy-elsker som Kristine er vi overbeviste om, at vi i fællesskab kan løfte vores evalueringsarbejde til nye højder. Velkommen til.

Vil du vide mere

Stefan Brendstrup

Partner

+45 22 83 20 24

    Andre læser …

    2021-04-14T09:32:15+02:00

    Er du nysgerrig på evaluering?

    Vores evalueringsopgaver giver os udfordringer, erfaringer, får os til at lede efter ny inspiration og giver os lyst til at give vores mening til kende. Vi har startet en blog, som vi deler med andre, der oplever det samme.

    Se flere indlæg