Hvem hjælper ledige med funktionsnedsættelser i job? 

Der findes en gruppe af højtuddannede, som selv i tider med historisk høj beskæftigelse har svært ved at komme i arbejde. Og det skyldes ikke bare den uddannelsesretning, de har valgt. Udfordringerne og løsningerne skal bl.a. findes i de samfundsinstitutioner, som er sat i verden for at hjælpe dem.  

Ane Iversen & Maria Cathrine Christiansen
Februar 2023

En gruppe højtuddannede har fortsat svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet – selv når samfundet skriger på arbejdskraft: De ledige akademikere med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser. 

De er langtfra uarbejdsdygtige. De har gennemført en lang videregående uddannelse og udgør en betydelig arbejdsressource. Men de aktører, som er sat i verden for at hjælpe den nyuddannede akademiker med funktionsnedsættelse ind på arbejdsmarkedet, har ringe betingelser for at indgå i et tværfagligt samarbejde om løsningerne. Dertil kommer, at lovgivningen og organiseringen af beskæftigelsesindsatsen nogle gange nærmest kan modarbejde løsningerne. 

Udfordringerne er strukturelle og knytter sig til i hvert fald tre områder, som bør tænkes med ind i fremtidige beskæftigelsesindsatser.

#1 Mindre erhvervserfaring gør overgangen fra studerende til jobsøgende sværere

For mange nyuddannede akademikere giver det handicaptillæg, som de fik under studierne, bagslag, når de skal til at søge job efter endt uddannelse. Handicaptillægget gives, hvis en funktionsnedsættelse gør det vanskeligt at have et job ved siden af studierne, og erstatter dermed det økonomiske behov for studiejob. Det betyder, at mange studerende med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser ikke har fået direkte erfaringer med, hvad de kan og vil med deres uddannelse. Og de har heller ikke erfaring med, hvordan de kan være på en arbejdsplads, når de har begrænsninger.  

Her adskiller studerende på universitetsuddannelser sig fra studerende på professionshøjskoler, da uddannelserne på professionshøjskoler i højere grad er rettet mod praksis og derfor indebærer op til flere praktikperioder, der kan give de studerende denne erfaring.  

Det peger på et behov for i endnu højere grad at opfordre studerende med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser til at søge brobygning eller praktik i løbet af studiet for at sikre erhvervserfaring.  

En anden mulighed er, at uddannelsesinstitutionerne bliver bedre til at forberede de unge med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser på de udfordringer, der viser sig i overgangen fra studerende til ledig. Forberedelsen skal starte i god tid, inden de unge træder ind i deres afsluttende og pressede specialeproces. 

En tredje mulighed er et styrket et tværfagligt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og jobcentre. 

#2 Jobcentrenes muligheder for at hjælpe dimittender med handicap

Når dimittenderne har fået deres eksamensbevis, træder de – indtil videre – ind ad døren hos jobcentrene, som skal hjælpe dem med at komme i arbejde. Informationer om, at den unge under uddannelse har modtaget handicaptillæg eller specialpædagogisk støtte (SPS) flytter ikke med fra uddannelserne over i jobcentrene. Det betyder, at jobcentrene er afhængige af, at de unge selv fortæller om deres funktionsnedsættelser. Men de unge er ofte tavse om deres udfordringer. Det gør det vanskeligt for jobcentrene at tilbyde den rette og nødvendige hjælp.  

Tavsheden kan skyldes flere ting. Måske er funktionsnedsættelsen konstateret i løbet af studiet og skal stadig bearbejdes. Eller måske opleves det utrygt og tabuiseret at fortælle om sine funktionsnedsættelser. Sidstnævnte peger ind i et behov for en større kulturforandring, så de unge tør være ærlige og dermed få udbytte af de særlige, målrettede forløb, som jobcentrene står klar til at tilbyde.  

#3 A-kassernes forvaltning af rådighedsforpligtelsen

A-kasserne leverer også en indsats for at få de ledige dimittender i arbejde. Men a-kasserne møder samme udfordringer i arbejdet med at hjælpe de unge i beskæftigelse: De unge fortæller ikke om deres udfordringer, og a-kasserne har ikke anden adgang til denne information.  

I mødet med a-kasserne forstærkes de unges tavshed om deres funktionsnedsættelse ofte af frygten for at miste retten til fuld dagpengesats, hvis funktionsnedsættelsen sår tvivl om, hvorvidt de står fuldt til rådighed på arbejdsmarkedet. Derfor kan a-kasserne med fordel være tydelige omkring, hvornår og hvordan en funktionsnedsættelse har betydning for retten til dagpenge. 

Man kan også argumentere for et generelt behov for at gentænke lovgivningen på a-kasse- og rådighedsområdet, så mennesker med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse inviteres til at være åbne om deres udfordringer og dermed få den nødvendige støtte på vej mod beskæftigelse uden at frygte for økonomiske konsekvenser i a-kassesystemet.  

Både jobcentre og a-kasser skal fortsat spørge, om der er noget, der står til hinder for job, og informere om, hvilke muligheder og tilbud der findes. Og så skal de være opmærksomme på, at digitale og fysiske samtalerum i forskellig grad inviterer til et ærligt, fortroligt svar. 

En systemisk udfordring: Jobcenter, a-kasse og uddannelsesinstitutioner skal arbejde bedre sammen

En af de største udfordringer i at øge beskæftigelsen blandt dimittender med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser er altså, at de systemer og organisationer, som skal hjælpe de unge, ikke ved, hvornår de skal hjælpe. De nødvendige oplysninger følger ikke med den unge fra uddannelsessystemet over i ledighedssystemet – nøjagtigt ligesom de ikke flytter med til uddannelsessystemet fra de forskellige vejledningsinstanser, som de unge måske har benyttet inden studiestart. Det handler naturligvis om et helt legitimt GDPR-hensyn. Men omvendt er det et tab af oplysninger, som kan være afgørende for at tilbyde de unge den rette hjælpe.  

At få flere dimittender med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser i arbejde kræver, at systemer og institutioner bliver bedre til at arbejde sammen. Blandt andet.  

Udfordringerne og deres læsninger bør tænkes med ind i Regeringens beskæftigelsesindsats. Aktuelt lægges der op til, at a-kasserne fremadrettet skal hjælpe dem, der kun i korte perioder står uden arbejde. Denne gruppe falder mange dimittender med funktionsnedsættelser udenfor. Der lægges også op til, at den øvrige beskæftigelsesindsats i højere grad skal prioritere de borgere, der har større udfordringer med at finde et job. Men dimittender med et handicap vil i mange tilfælde høre ind under kategorien af ledige med mange ressourcer, da de netop har gennemført en videregående uddannelse.  

De unge har benspænd nok at håndtere i overgangen til jobsøgende. De har ikke gavn af at snuble ud og ind af forskellige systemer, som ikke samarbejder om at hjælpe de unge. Det har vi som samfund heller ikke.

Indlægget er skrevet med inspiration og input fra deltagere i ‘Samtalesalon om ledige dimittender med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser’ afholdt af Pluss Leadership den 17. November 2022 ved partner Ane C. G. Iversen og chefkonsulent Maria Cathrine Christiansen.