Hvem har egentlig brug for en evaluering?

I Danmark har der udviklet sig en tradition for evaluering med fokus på at dokumentere effekterne af både store og små tiltag. Men evalueringer kan bruges meget bedre.

Stefan Brendstrup
Opdateret oktober 2024

Sådanne evalueringer finder vi især i større, offentlige programmer og i stigende grad i de private fondes tildelinger. Mange er imidlertid godt trætte af evalueringerne; man forbinder dem med unyttige registreringer og dokumentation, der fjerner fokus fra faglighed og indhold og føder ind til opgørelser, man kan blive slået oven i hovedet med. Evaluering og måling risikerer med den nuværende kurs at blive en faglig kampplads snarere end en platform for faglig udvikling og dialog, og det vil for os at se være et stort tab.

Vejen væk fra denne situation går gennem en revitalisering af evalueringer som et fagligt redskab, der kan udnyttes meget bedre, end tilfældet ofte er i dag, og som derigennem kan give ny energi til dem, der er blevet lidt trætte, eller som bare ikke ser værdien og mulighederne i evaluering. For at lykkes med det, vil vi anbefale følgende tre forudsætninger.

For at lykkes med det, vil vi anbefale følgende tre forudsætninger:

• Flyt fokus fra fisken til fiskestangen
• Tænk opfølgning ind fra starte
• Fokuser på brugerne af evalueringen

Flyt fokus fra fisken til fiskestangen

De færreste indsatser handler alene om at nå et snævert og klart mål, som man relativt enkelt kan vurdere effekten af. Og selv hvis de gør, kan vi sjældent tilskrive en eventuel målopfyldelse til en given indsats uden at lave et større evalueringsmæssigt set-up, der er ude af proportioner med indsatsen og budgettet. De fleste indsatser virker gennem mennesker og handler om at sætte dem i stand til at realisere deres ambitioner, opbygge kapacitet i organisationer osv.

Så flyt fokus fra de langsigtede mål og fokusér i stedet på at opnå indsigt i forudsætningerne for, at ambitionerne kan realiseres og intentionerne indfris. Det betyder ikke, at vi skal ophøre med at dokumentere, hvordan indsatserne virker. Tværtimod. Men vi skal dokumentere deres virkning undervejs som forudsætninger for indsigt og læring. Her kan der være god inspiration ved at kombinere klassisk virkningsevaluering med den lidt nyere developmental evaluation, der har øje for, at indsatser sjældent går som planlagt.

Tænk opfølgning ind fra starten

Evaluering behøver ikke at være dyrt eller kræve mange interne ressourcer, hvis man laver den selv. Men investeringen er langt bedre givet ud i starten end i slutningen af forløbet. Mange flere data er tilgængelige, hvis mulighederne for opfølgning tænkes ind fra starten. Opfølgningen kan bruges til at skabe rum for refleksion og beslutning om eventuelle justeringer, og de involverede vil komme til at opleve opfølgningen som værdiskabende fremfor en træls pligt, der følger med at blive en del af indsatsen. Så vi skal blive meget bedre til den såkaldte præ-evaluering, hvor man drøfter gode “undervejsmål” og indikatorer.

Fokuser på brugerne af evalueringen

Hvem skal bruge evalueringen? Hvad skal de have svar på? Hvad skal de bruge svarene til? Hvad skal der til, for at de i det hele taget kan bruge evalueringen? At svare på disse spørgsmål er den lavpraktiske vej til at arbejde læringsorienteret. Og den vej vil vi anbefale mange flere at betræde – gerne i selskab med en “kritisk ven” fremfor en klassisk evaluator på armslængde. Vi ser den kritiske ven som ven af intentionerne og ambitionerne, men med den særlige rolle at holde et kritisk øje med evnen til at realisere dem og hurtigt melde tilbage om virkningen, så kursen om nødvendigt kan justeres. Her er der god inspiration at hente i nyere bidrag om evaluering som kritisk ven eller ‘utilization focused evaluation’.

Evaluering bliver stadig i for høj grad forbundet med en rapport og måske en afslutningskonference. Kritiske venner kan holde af begge dele. Men kun hvis det er relevante måder at nå dem, der skal bruge evalueringens resultater og sætte dem i stand til at overføre indsigterne på deres egen virkelighed.