Sig farvel til din evaluator og goddag til en Kritisk Ven

Projekter har først og fremmest brug for at lykkes, ikke blot dokumentation. Evaluering som Kritisk Ven giver projektledelsen løbende dokumentation og feedback, så indsatsen kan justeres og optimeres, når evalueringen er indtænkt fra projektets start.

Stefan Brendstrup
Opdateret oktober 2024

Sig farvel til din evaluator og goddag til en Kritisk Ven

En ekstra ressource for projektet

Som Kritisk Ven sætter man sig grundigt ind i – og bliver derigennem en ven af – projektets intentioner og forventede virkning. Men samtidig installerer man et systematisk og kritisk blik på projektledelsens evne til at realisere intentionerne. Det forudsætter, at man skaber dokumentation for indsatsens virkning. Dokumentation må bare ikke være evalueringens primære formål. Dokumentation skal ikke først tænkes ind og tilvejebringes, når indsatsen nærmer sig sin afslutning. Det er en alt for dårlig udnyttelse af den ressource, som bindes i evaluering.

Hvordan gør den Kritiske Ven en forskel?

En Kritisk Ven gør grundlæggende brug af alle de samme evalueringsmæssige metoder og redskaber som evaluatorer i øvrigt. Det vigtige er den tidlige integration af evaluering i indsatsen, så den gennemføres løbende og skaber grundlag for hurtig feedback til projektledelsen, der om nødvendigt kan justere sin indsats.

Men er evaluering som Kritisk Ven så ikke blot en dyr luksus-virkningsevaluering? Ikke nødvendigvis! Den indledende indtænkning og kortlægning åbner tre muligheder for tilpasninger af evalueringen, der hver især gør det muligt at tilpasse den til de fleste evalueringsbudgetter.

  1. Fokusering. Den indledende kortlægning åbner ikke alene mulighed for løbende opfølgning, men også for, at evalueringen kan fokuseres – f.eks. omkring de dele af indsatsen, der er forbundet med størst usikkerhed.
  2. Bedre brug af data. Den tidlige indtænkning af evaluering åbner ofte mulighed for at udnytte enten eksisterende datastrukturer eller lavt hængende frugter for systematisk indsamling af data. Ofte udnyttes potentialerne for brug af data og feedback
  3. Understøttet selvevaluering. Ofte kan der aftales en arbejdsdeling, hvor projektholder selv forestår indsamling af kvalitative og/eller kvantitative data og stiller dem til rådighed for evalueringen. Vi kalder det understøttet selvevaluering.

Udover mulighederne for at give feedback undervejs, kommer den Kritiske Ven ofte meget tættere på projektets virkningsmekanismer end ved traditionel evaluering. I den forbindelse kommer der også øget fokus på kvaliteten af implementering, herunder projektledelsens løbende dispositioner, der ofte har større betydning end holdbarheden af projektets rationaler og bagvedliggende antagelser. Den Kritiske Ven udnytter evaluering til projektets fordel, så fokus flyttes fra at blive bagklog til at blive forklog.

Kan den Kritiske Ven holde armslængde til projektet?

Et oplagt spørgsmål til Den Kritiske Ven er, om den for evalueringer så vigtige validitet ikke risikerer at gå tabt, når vurderingerne af projektet, dets virkning og effekt kommer fra en person, der over lang tid har fulgt projektledelsen tæt og sparret om udfordringer? Kan man med andre ord stole på vurderingerne, eller kan de være blevet farvet af den tilsyneladende nære relation mellem projektleder og den Kritiske Ven?

For det første er erfaringen, at de fleste projektledere er selvkritiske mennesker, der gerne står ved deres handlinger og lærer af dem. I de fleste tilfælde er der derfor ikke nogen modsætning mellem at være Kritisk Ven og at udtale sig med den nødvendige professionelle distance. Dernæst er det vigtigt at huske, at mulighederne for at frembringe sikre resultater om effekt ofte er stærkt begrænsede i de sociale kontekster, som næsten alle indsatser gennemføres i. Derfor skal det nøje afvejes, om ressourceanvendelse forbundet med at søge dette ideal står mål med det forventelige resultat. Eller om ressourcerne kan anvendes bedre på andre måder – f.eks. til at øge mulighederne for at indsatsen lykkes.

Grundlæggende er det jo i alle typer af evalueringer op til evaluator at sikre evalueringens kvalitet. Og her er det vigtigt at huske på, at kvalitet handler om meget andet end validitet. For den Kritiske Ven vejer eksempelvis også kontekstforståelsen, evalueringsdesignets velegnethed til at indfange projektets virkemåde og intenderede såvel som uintenderede effekter samt ikke mindst den læringsproces, som evalueringen foranlediger, som vigtige kvalitetsparametre – udover spørgsmålet om validitet.

Vil du vide mere?

Den Kritiske ven er opstået som svar på en efterspørgsel fra projektledere. Det er ikke et nyt, fancy koncept, men en praksis som vi har udviklet over en årrække gennem et stort antal gennemførte evalueringer. Tilgangen har sit teoretiske ståsted i virkningsevaluering og med klare tråde til developmental evaluation og utilization focused evaluation. I en kommende bog med titlen ’Evaluering – Disciplin og praksis i udvikling’, der udkommer på Hans Reitzels Forlag i maj 2020, har Stefan Brendstrup givet en grundig introduktion til Den Kritiske Ven som evalueringsmæssig tilgang.

Vi står altid klar til at dele vores indsigter og udveksle erfaringer, så tøv ikke med at kontakte os, hvis du har lyst til at drøfte muligheder – eller begrænsninger – i Kritisk Ven-tilgangen.

Vil du vide mere

Stefan Brendstrup

Managing partner

+45 22 83 20 24

    Andre læser …

    Strategy-as-Practice: 5 praksisser til at omsætte strategi til virkelighed

    Strategi betragtes ofte som noget, der skabes af topledelsen og derefter kommunikeres ned gennem organisationen. En sådan top-down tilgang til strategi kan være effektiv i nogle sammenhænge, men utilstrækkelig i andre.

    Indflettet evaluering – en værdifuld evalueringsmodel

    ’Indflettet evaluering’ er et nyere fænomen, hvor projektmedarbejdere deltager i projektevalueringen sammen med eksterne evaluatorer. Formålet er i mindre grad kontrol og i højere grad udvikling, læring og innovation.

    Hvorfor udbredes gode løsninger og andre projekterfaringer ikke?

    Hvorfor udbredes gode løsninger og andre projekterfaringer ikke? Hvorfor [...]

    Se flere indlæg
    2024-11-05T12:00:35+01:00
    Go to Top