En Kritisk Vens bekendelser

Rollen som Kritisk Ven er en anderledes og ofte mere værdiskabende tilgang for en evaluator at gå ind i et projekt med end som den klassiske ’eksterne evaluator’. Men alle roser har torne. Tidligere har vi her på beskrevet evalueringstilgangen i blogindlægget Sig farvel til din evaluator og goddag til en Kritisk Ven. I dette indlæg hænger vi den Kritiske Vens beskidte vasketøj til offentlig skue og deler de udfordringer, som vi særligt oplever i programmer og projekter. Og lad det med det samme være sagt: vi har ikke nogen perfekte løsninger på udfordringerne. Men vi ønsker at skabe en åben dialog om udfordringerne, så vi løbende kan forbedre evalueringstilgangen, som vi grundlæggende synes er værdiskabende

Frederik Petersen
Opdateret november 2024

En Kritisk Vens Bekendelser

Som ’Kritisk Ven’ sætter man sig som evaluator grundigt ind i – og derigennem bliver en ven af – projektets intentioner. Men samtidig installerer man et systematisk og kritisk blik på projektledelsens evne til at realisere intentionerne. Vores erfaring er, at vi med denne tilgang ofte kommer meget tættere på projektets virkningsmekanismer. Det giver os bedre muligheder for løbende at give projektledelsen feedback end mange andre evalueringstilgange.

Vi skal dog være de første til at indrømme, at den Kritiske Ven ikke er den bedste evalueringstilgang i alle sammenhænge. Som Kritisk Ven kan man stå over for udfordringer, som man ikke har med mere traditionelle evalueringstilgange.

Den Kritiske Vens afhængighed

Projektholderen er en unik ressource for den Kritiske Ven. Og uden med- og modspil fra denne, vil den Kritiske Vens værdiskabelse ofte være begrænset. Dette skyldes særligt to forhold.

For det første er den Kritiske Ven en evalueringsspecialist (ikke en fagspecialist), og man har ofte ikke været med til at udtænke projektet, som skal evalueres. Derfor er den Kritiske Ven dybt afhængig af at få adgang til projektholders viden for at forstå intentionerne med projektet og den kontekst, som projektet opererer i.

For det andet er mange projekter flerårige. Ofte vil der altså ikke være tilstrækkelige ressourcer i evalueringen til, at man som Kritisk Ven kan indgå i projektet på lige fod med andre projektpartnere. Derfor er det vigtigt, at man fra projektstart har en forventningsafstemning med projektholder om, hvornår man som Kritisk Ven skal deltage, og hvornår man ikke skal deltage. En sådan forventningsafstemning er dog ikke tilstrækkelig, da projekter (og dermed også behovet for evaluering) ofte vil udvikle sig i løbet af projektperioden.

Som oftest er der stor velvilje fra projektholder ift. at have et tæt samarbejde om evalueringen. Alligevel kan det i en travl hverdag hos både projektholder og den Kritiske Ven være vanskeligt for den Kritiske Ven at holde sig tilstrækkeligt involveret i projektet til at kunne være værdiskabende for projektledelsen. Dermed kan den Kritiske Ven ubevidst ende med at blive ’parkeret på sidelinjen’ i store dele af projektperioden.

Der er også tilfælde, hvor projektledelsen ikke er engageret i evalueringen. Dette kan f.eks. være, når projektholder ikke selv har bestilt evalueringen, eller når projektholder efterspørger en mere ’traditionel’ evaluering, som først og fremmest har til formål at skabe valid dokumentation for projektets effekt. I disse tilfælde vil man selvfølgelig stadig have et samarbejde med projektholder, men det vil ofte være vanskeligt at opnå det niveau af åbenhed og transparens i relationen, som er afgørende for den Kritiske Vens værdiskabelse.

Til sidst kommer vi heller ikke uden om, at det personlige match mellem projektholder og den Kritiske Ven er afgørende for at opnå den ønskede nære relation. Det personlige match spiller selvfølgelig også ind i mere traditionelle evalueringer. Men fordi den Kritiske Ven er tilknyttet projekterne i markant længere tid, og samtidig har ambitioner om at komme tættere på projektet, er det personlige match en endnu større succesfaktor for den Kritiske Ven end for den traditionelle evaluator. I denne sammenhæng er vores erfaring, at det mest drivende forhold for en god relation er gensidig faglig nysgerrighed.

En farlig romance

Vores erfaring er, at de fleste projektledere er selvkritiske mennesker, og at et tæt samarbejde med disse derfor ikke er en barriere for at den Kritiske Ven kan udtale sig kritisk om projektet – snarere tværtimod. Samtidig er vi dog bevidste om, at der er en risiko for, at man bliver småforelsket i projekterne, når man arbejder tæt sammen om dem over en længere periode. Også selvom man måske ikke er klar over, at man er blevet småforelsket.

Det er vanskeligt at gardere sig fuldstændigt imod denne risiko. Vi forsøger dog at integrere et element af kvalitetssikring i vores evalueringer på samme måde som man gør i mere traditionelle evalueringer. Dette er dog ikke altid lige til, da man som Kritisk Ven ikke altid vil producere konkret skriftligt materiale, som en uafhængig kvalitetssikrer kan forholde sig til.

Man skriver da altid en rapport…?

I traditionelle evalueringer vil outputtet af evalueringen ofte være en konkret og håndgribelig rapport, som sammenfatter evalueringens resultater. Det signalerer en metodisk grundighed, og at man som bestiller af evalueringen, har fået noget for pengene. Vi ved dog alle, at disse ellers fine og solide rapporter faktisk sjældent bliver læst og anvendt. Og derfor er værdiskabelsen ved en rapport – selvom den er synlig – ikke altid så stor.

Den Kritiske Vens tilgang er i stedet, at evalueringen kan skabe mere værdi for projektholder, når dens resultater løbende gøres tilgængelige – f.eks. gennem kortfattede notater, workshops, telefonsamtaler, mailudvekslinger m.m. I udgangspunktet skaber den Kritiske Ven altså kun i begrænset omfang skriftlige afrapporteringer.

Udfordringen for den Kritiske Ven er dog, at selvom værdiskabelsen i selve evalueringsprocessen ofte er stor, så er den sammenlignet med en flot rapport nærmest usynlig for udenforstående. Derfor kan udenforstående med rette spørge kritisk til, hvad man egentlig får for pengene, når man indgår samarbejde med en Kritisk Ven. Vi lykkes ikke altid med at håndtere denne udfordring på og ender som Kritiske Venner alligevel ofte med at skrive rapporter.

Hvad er dine erfaringer?

Oplever du andre udfordringer med at agere Kritisk Ven eller at samarbejde med en evaluator som Kritisk Ven? Eller har du gode input til, hvordan vi kan komme omkring vores udfordringer, hører vi meget gerne fra dig.

Vil du kontaktes

    Andre læser …

    Strategy-as-Practice: 5 praksisser til at omsætte strategi til virkelighed

    Strategi betragtes ofte som noget, der skabes af topledelsen og derefter kommunikeres ned gennem organisationen. En sådan top-down tilgang til strategi kan være effektiv i nogle sammenhænge, men utilstrækkelig i andre.

    Indflettet evaluering – en værdifuld evalueringsmodel

    ’Indflettet evaluering’ er et nyere fænomen, hvor projektmedarbejdere deltager i projektevalueringen sammen med eksterne evaluatorer. Formålet er i mindre grad kontrol og i højere grad udvikling, læring og innovation.

    Hvorfor udbredes gode løsninger og andre projekterfaringer ikke?

    Hvorfor udbredes gode løsninger og andre projekterfaringer ikke? Hvorfor [...]

    Se flere indlæg
    2024-11-05T09:59:27+01:00
    Go to Top